Programpolitikker for Gmail

Programpolitikkerne for Gmail spiller en vigtig rolle i at sikre en god oplevelse for alle brugere af Gmail. Husk at læse dem igennem fra tid til anden, da disse politikker kan blive ændret. Du kan også få flere oplysninger i Googles servicevilkår.

Spam- og masseforsendelser

Gmail må ikke bruges til distribution af spam eller uopfordrede kommercielle e-mails.

Du må ikke bruge Gmail til at sende e-mails, der er i strid med CAN-SPAM-lovgivningen eller andre antispamlove. Det er heller ikke tilladt at sende uautoriserede e-mails via åbne tredjepartsservere eller at distribuere en anden persons e-mailadresse uden vedkommendes samtykke.

Du må ikke automatisere Gmails grænseflade på en måde, der forleder eller narrer brugere, hvad enten det er for at sende, slette eller filtrere e-mails.

Bemærk, at din definition af en "uopfordret" eller "uønsket" e-mail muligvis ikke svarer til dine modtageres opfattelse. Vær forsigtig, når du sender e-mails til et stort antal modtagere, også selvom modtagerne tidligere har bedt om at modtage e-mails fra dig. Når Gmail-brugere markerer e-mails som spam, øger det sandsynligheden for, at fremtidige meddelelser fra dig også klassificeres som spam af vores systemer til bekæmpelse af misbrug.

Oprettelse og brug af flere Gmail-konti

Du må ikke oprette eller bruge flere konti med henblik på at misbruge Googles politikker, omgå Gmails kontobegrænsninger, omgå filtre eller på anden måde undergrave begrænsninger, der gælder for din konto. (Hvis du f.eks. er blevet blokeret af en anden bruger, eller din Gmail-konto er blevet deaktiveret på grund af misbrug, må du ikke oprette en erstatningskonto, som bruges til lignende aktivitet).

Du må heller ikke oprette Gmail-konti med automatiske metoder eller købe, sælge, handle med eller videresælge Gmail-konti til andre.

Malware

Du må ikke bruge Gmail til at overføre malware, som f.eks. virusser, orme, fejl, trojanske heste, beskadigede filer eller andre elementer af destruktiv eller vildledende karakter. Du må heller ikke distribuere indhold, der skader eller forstyrrer driften af netværk, servere eller anden form for infrastruktur, som tilhører Google eller andre.

Bedrageri, phishing og andre vildledende aktiviteter

Du må ikke gå ind på en anden persons Gmail-konto uden vedkommendes udtrykkelige tilladelse. Du må ikke bruge Gmail til at forlede eller narre andre brugere til at udlevere oplysninger under falske forudsætninger.

Du må ikke bruge phishing til at indhente brugeres data, som f.eks. loginoplysninger, adgangskoder, finansielle oplysninger eller personnumre, eller bruge Gmail som led i en plan om at bedrage andre.

Beskyttelse af børn

Google har en nultolerancepolitik mod billeder, der viser seksuelt misbrug af børn. Hvis vi bliver opmærksomme på sådant indhold, anmelder vi det til National Center for Missing and Exploited Children i henhold til loven. Vi foretager muligvis også disciplinære handlinger mod de involveredes Gmail-konti, herunder lukning af kontoen.

Ophavsret

Overhold lovgivningen om ophavsret. Du må ikke krænke andres immaterielle rettigheder, herunder patenter, varemærker, forretningshemmeligheder og andre immaterielle rettigheder. Du må heller ikke opfordre eller tilskynde til krænkelse af immaterielle rettigheder. Du kan rapportere krænkelse af ophavsretten til Google ved hjælp af denne formular.

Chikane

Du må ikke bruge Gmail til at chikanere, intimidere eller true andre. Alle konti, der bruger Gmail til dette formål, kan blive deaktiveret.

Ulovlig aktivitet

Overhold loven. Du må ikke bruge Gmail til at promovere, organisere eller drive ulovlig virksomhed.

Håndhævelse af politikken

Du kan rapportere misbrug ved hjælp af denne formular. Google kan deaktivere konti, der ikke overholder disse politikker. Hvis du mener, at din konto er deaktiveret ved en fejl, skal du følge vejledningen på denne side.